At tænke sig selv speciel

Farligheden ved visse former for mystiske oplevelser, er at egoet kan blive forstøret i stedet for at blive formindsket. Under særligt kraftige mystiske oplevelser bliver selvet forvandlet til noget, det aldrig har været før, og der er altid en vis risiko ved disse forvandlinger, idet de rummer muligheden for at være negative, specielt når det er betydelige forvandlinger, vi taler om.

Mange, der har søgt efter det guddommelige, er også blevet uhelbredeligt syge. Ikke fysisk syge, men syge i sjælen. I deres søgen efter Gud, er der den reelle fare, at de forveksler ego med gud, eller at de på anden vis kommer til at forstørre deres ego i stedet for at mindske det. På den måde bliver egoet forhøjet til en status, det ikke kan bære at besidde, og derfor krakelerer det. De begynder fx. at tro sig særligt udvalgte. At de kan overtage verden eller kurere kræft. At de er en speciel religiøs skikkelse, at de er på en særlig mission eller at de er i besiddelse af en særlig, hemmelig viden.

Den mystiske oplevelses vigtigste opgave er at ydmyge. Sker det modsatte, er det fordi, der er gået noget galt. Der kan dog være en skjult fordel ved disse vrangforestillinger: De kan bære en ”over vandet”. Vrangforestillingerne kommer som regel ved begyndelsen af den mystiske oplevelse, og fortager sig med tiden. Nogle gange opstår de for at tjene et større formål. Gud kan spille egoet et puds ved at få det til at tænke sig stort. Bygger han egoet stort, kan han rive tæppet væk under mystikerens fødder, så mystikeren forstår hans ubetydelighed i et nyt og klart lys. ”Vrangforestillingerne” kan altså spille en nyttig rolle.

Men når alt kommer til alt, må sandheden altid være, at jeg ikke er noget specielt. Var jeg så konge eller en helt, stod dette stadig fast: Jeg er intet stort, intet specielt. Jeg er ligeså ubetydelig, som en enkelt gren på et stort træ er det. Jeg er blot en lille del af noget meget større – og det er dette store, der er noget specielt, og aldrig mig selv. Det bør være den endelige lektion.

I eksil

sendt fra det stødende
ud i den hårde kulde
ensomheden er min nat
kan ikke holde til de tanker
der brænder mig som ild
for hvad jeg gjorde og hvorfor
nu har de sendt mig i eksil
må stumt afvente min skæbne
mens de planlægger bag min ryg
de ting der skal komme
og hvad der er sket
tror ikke jeg er et aktivt medlem længere
kan se hvad der skal til
men tør ikke drømme længere
tør ikke åbne mine øjne
tør ikke føle med mine hænder
eller smage med min tunge
jeg ser tiden langsomt gå forbi
timeglasset der løber ud
sammen med mit held
jeg løber gennem denne dunkle labyrint
ser mig tilbage over skulderen
minder der plager min samvittighed
undergang, jeg stirrer jævnligt ned i afgrunde
men kan flyve som en ørn
på vej mod bjerge
hvor jeg tør være med min ensomhed,
min skæbne og de videre valg
tag mig op til toppen af tinderne
lad mig vandre i de dybe dale
blandt tigere, slanger og tidsler
finder jeg mit selskab
der kommer ingen helt fra skjul
den dag vi har brug for det
kast dine afguder væk
styrt dem
og se klart!