Farligheden ved visse former for mystiske oplevelser, er at egoet kan blive forstøret i stedet for at blive formindsket. Under særligt kraftige mystiske oplevelser bliver selvet forvandlet til noget, det aldrig har været før, og der er altid en vis risiko ved disse forvandlinger, idet de rummer muligheden for at være negative, specielt når det er betydelige forvandlinger, vi taler om.

Mange, der har søgt efter det guddommelige, er også blevet uhelbredeligt syge. Ikke fysisk syge, men syge i sjælen. I deres søgen efter Gud, er der den reelle fare, at de forveksler ego med gud, eller at de på anden vis kommer til at forstørre deres ego i stedet for at mindske det. På den måde bliver egoet forhøjet til en status, det ikke kan bære at besidde, og derfor krakelerer det. De begynder fx. at tro sig særligt udvalgte. At de kan overtage verden eller kurere kræft. At de er en speciel religiøs skikkelse, at de er på en særlig mission eller at de er i besiddelse af en særlig, hemmelig viden.

Den mystiske oplevelses vigtigste opgave er at ydmyge. Sker det modsatte, er det fordi, der er gået noget galt. Der kan dog være en skjult fordel ved disse vrangforestillinger: De kan bære en ”over vandet”. Vrangforestillingerne kommer som regel ved begyndelsen af den mystiske oplevelse, og fortager sig med tiden. Nogle gange opstår de for at tjene et større formål. Gud kan spille egoet et puds ved at få det til at tænke sig stort. Bygger han egoet stort, kan han rive tæppet væk under mystikerens fødder, så mystikeren forstår hans ubetydelighed i et nyt og klart lys. ”Vrangforestillingerne” kan altså spille en nyttig rolle.

Men når alt kommer til alt, må sandheden altid være, at jeg ikke er noget specielt. Var jeg så konge eller en helt, stod dette stadig fast: Jeg er intet stort, intet specielt. Jeg er ligeså ubetydelig, som en enkelt gren på et stort træ er det. Jeg er blot en lille del af noget meget større – og det er dette store, der er noget specielt, og aldrig mig selv. Det bør være den endelige lektion.