Isolation komplet

For hver dag der går
Bliver jeg mere og mere isoleret
jeg har ikke talt med et menneske i måneder
Jeg frygter jeg helt mister evnen
Til at begå mig socialt
Mennesker de skræmmer mig
De er så højlydte og jeg forstår dem ikke
Jeg er altid bange
Og jeg har ingen fremtid
Borte er fortiden
Jeg har kun nutiden men
Den er fyldt med smerte
Onde tanker jager mig
En efter en angriber de mig
Jeg får aldrig en pause
Udover når jeg sover

Vi har intet at holde fast i
Mennesket vil over alt andet gerne have magt
Men det er en falsk tryghed at have magt
For magt er et forsøg på
At gøre sig selv udødelig
Ved at fylde verden med sin egen vilje
Håber mennesket på
At der er noget permanent
I en verden der forandrer sig hele tiden
Og som ikke husker på det forgangne
Derfor er mennesket dømt til tårer
Alting er en tragedie
Og der er intet der kan tilfredsstille os

En dag rejser jeg mig op
Så knækket af isolationen
At jeg har brudt med mig selv
Jeg vil ikke længere kunne huske
Hvad glæde er
Jeg er blevet en skygge
Af mit tidligere jeg
Ingen der så mig engang
Ville kunne genkende mig nu
Aldrig mere skal
Vindens blæst i træernes top
Synes mig en smuk ting
Skønhed vil være borte
Sammen med det jeg var
En vild og utæmmelig løve
Der havde sit kongerige på savannen
Nu blot en
Hvis tid er kommet
Og som aldrig skal rejse sig igen
Alting borte nu

About Emil Hjort

Nothing
This entry was posted in Digte. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *