Helvede på jord

Der er megen tænderskæren
Tror ikke jeg kan
Holde til pinslerne
Mit hjerte ødelagt
Er blevet
Drevet fra den jeg burde være
Nu er jeg ingenting
Udover mine sår
Er taknemmelig for
Jeg endelig har muligheden
For at tænke over
Gårsdagens begivenheder
De slog alle hånden af mig
På trods af min uskyld
Hvad kalder man det
Når forbryderen
Anklager den uskyldige?
Kunne kalde jer dobbeltmoralske
Men i har allerede hørt mine anklager
Jeg var et barn
Og i prøvede at kvæle mig
Jeg var ung
Og i vejledte mig ikke
Men førte mig villigt ud
På den forkerte vej
Hvor var i
Da jeg skreg af nød?
Hvor var i
Da jeg havde brug for jer?
Nu forventer i så
At jeg skal vise jer kærlighed
Den kærlighed i aldrig
Gav til mig
I forventer min anger
Men jeg siger jer
Det er jer der burde angre
For da jeg var hjælpeløs
Hjalp i mig ikke
Da jeg var tæt på at dø
Skubbede i stolen væk under mig
Jeg har ingenting tilbage
Har ingen fremtid
Fortiden tør jeg ikke tænke på
Nutiden fyldt med smerter

Kom tilbage til mig nat
Og lad mig føle
At jeg ikke har opbrugt
Alle mine muligheder
Kom tilbage til mig de minder
Om at jeg var fri og stærk
Lad mig se mig selv ‘
Gemme på tusind
Ambitioner i mit hjerte
Ville ønske det hele ikke
Var præ-determineret
At det hele ikke var
Det det nu giver
Sig ud for at være
For jeg forstår det ikke

En tusindfryd åbnede sig
Og viste sin blomst
Men hvem havde troede
At den kunne være
Så mørk?

Hvem havde troet
Den ville sprede en skygge
Og dække hele verden
Med spydende sarkasme?

Jeg så den havde vanskeligheder
Jeg så det var for sent
Jeg så den aldrig kunne
Komme tilbage igen

Jeg hørte en stemme sige
Nu åbner du dig på trods
Af alle vanskeligheder
Det er fødselsveer
Intet andet

About Emil Hjort

Nothing
This entry was posted in Digte. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *