Vanvid


Vi hang ud i de mørkeste afkroge af samfundet. Københavns undergrund midt om natten. Og det viste sig, vi havde rigeligt at gemme på, så vi fandt på løgne for at forklare det, vi ikke måtte sige højt. Riget stod i brand. Krige spredte sig. Sulten kom efter.

Vi kaldte hinanden ved navn, men havde vi fundet ind til essensen af hinandens væren? Hvad var dit motiv? Hvad var mit egentligt? Jeg dyrkede nogle små luftkasteller, og de spredte sig som ringe i vande over Vesterbro. Jeg slappede af. Mon Christiansborg forstår virkeligheden på gaden? Jeg tror næppe, de vil forstå disse sandheder.

Jeg fandt mig i stort set hvad som helst. Jeg tog det hele. Der var bygget en labyrint inde i mit hjerte, og hende der kom ind i det farede vild. Hun slog sig en smule. Det var vidst nok lidt synd. Hun kommer nok oven på igen, gætter jeg mig til. Jeg ville have mere. Jeg ville have det hele. Være kongen over denne gade.

Men jeg flyttede. Og de andre flyttede med. Hele holdet. Jeg gættede mig frem til resultater. Talte dage der fløj forbi mig i hasten. Uden mig var gaderne altid tomme. Jeg alene er natten. Jeg alene er tomheden. Og jeg var stolt over en smule succes. Min sjæl står i flammer, mens jeg skriver disse ord. Det driver af mig ligesom blodet.

Hvordan kan jeg føre dig ind til hemmelighederne? Hvordan kan jeg forføre dig med mine tomme ord? For Zarathustra stolede på, at jeg nok skulle klare det. Jeg bedrev hor.

Alt dette vanvid var blot begyndelsen.


Leave a Reply

Your email address will not be published.