Mystiko
Mystiko
Den katafatiske teologi er den apofatiske teologis modsætning – men en modsætning på en sådan måde, at de stadig kan komplementere hinanden. Man behøver ikke som sådan at vælge imellem dem. Hvor den apofatiske teologi virker gennem negation (afkræftelse) af de ting, der udtales om Gud, så virker den katafatiske teologi gennem affirmation (bekræftelse).
Den katafatiske teologi fastholder nemlig, at Gud virkeligt har åbenbaret sig selv i skabelsen. Guds åbenbaring fortæller noget sandt om Gud, og derfor er vores påstande om Guds natur også meningsfulde. Derfor komplementerer den også den apofatiske teologi, der fastholder Guds ultimative transcendens.
Det skal forstås på følgende måde. Selvom vores påstande om Gud er sande, fordi de baseres på åbenbaring, så udtømmer de aldrig Guds natur fuldstændigt. Hvis Gud beskrives som god, kærlig og vis, så er han det aldrig på en måde, som et menneske er det. Der vil altid være en fundamental måde, hvorpå sådanne udtalelser om Guds natur overskrider måden, de siges på om de skabninger, der findes i universet.
Katafatisk teologi eller katafase kommer fra det græske ord kataphasis, som betyder affirmation eller bekræftelse. Man skelner mellem apofasen (afkræftelse eller negation) og katafase (affirmation) som to teologiske veje til at begribe Guds natur.
Katafase synes at være den mest almindelige vej. Bibelen er f.eks. fyldt med katafatiske udtryk om Gud. Når Gud beskrives som god eller alvidende, så har vi at gøre med katafase. Også mange teologer befinder sig naturligt i den katafatiske tradition.
Men apofase blev på et tidspunkt nødvendig for at forstå Guds natur ordentligt. Når vi udtaler noget om Gud, så står det klart, at dette ikke skal siges, som det siges om noget fra det skabte univers. Alle skabte ting er nemlig endelige, hvorimod Gud er uendelig. Når både katafase og apofase komplementerer hinanden, kan den tænkende troende komme til en større forståelse af det guddommelige.
Den katafatiske teologi begynder med den forudsætning, at Gud virkeligt har afsløret noget af sit væsen for mennesket. Gud har åbenbaret sig for udvalgte mennesker som Det Gamle Testamentes profeter. Han udgyder også sin Helligånd over de troende, som trækkes ind i det guddommelige liv. Selve skabelsen afslører også noget om Gud, da en effekt altid vil have en relation til sin årsag.
Den største katafase siges at være inkarnationen (Jesus Kristus).
Her træder Gud ind i universet og lader sig føde blandt mennesker og som et menneske. Som der står skrevet i Johannesevangeliet 14:9: "Den, der har set mig, har set Faderen." Inkarnationen er altså det synlige billede af Gud i skabelsen.
Alle disse åbenbaringer er Gud for den katafatiske teologi og udtrykker derfor noget sandt om Gud. Derfor kan vi også lære noget essentielt om Guds natur og væsen igennem dem. Når vi f.eks. studerer inkarnationen, så kommer vi frem til sand viden om Gud og Guds mening med mennesket og det skabte univers.
Den katafatiske teologi bruger altså bekræftende udtryk om Guds natur. Det kunne være:
Pseudo-Dionysius og andre tænkere fra den apofatiske tradition ville dog indvende, at selvom Gud åbenbarer sig og derved tager form og væsen og bliver tilgængelig for mennesker, så udtømmer disse åbenbaringer aldrig Guds natur, der i sidste ende forbliver uden for rækkevidde af det menneskelige intellekt.
Men bemærk, hvordan apofasen ikke påstår, at Guds åbenbaringer er falske eller ikke er Gud, men kun at vi til sidst ender i et slags intellektuelt mørke, når vi prøver at trænge dybt ind i Guds natur.
Den østlige ortodokse kirke har en nyttig skelnen til at forstå dette mysterium. Her er det naturligt at skelne mellem Guds energier (energeiai) og Guds essens (ousia). Når mystikere og profeter oplever Gud, så går de ind i en kommunion med Guds energier. Guds essens forbliver derimod altid transcendent og i sidste ende utilgængelig for mennesker, selv for de mennesker og engle, der indgår i det guddommelige liv.
Jo nærmere vi kommer Gud, jo mere ender vi derfor i et apofatisk mørke.
En anden vigtig teolog, der har arbejdet med katafase og, hvordan de prædikater, vi omtaler Gud med, skal forstås, er Thomas Aquinas, der udviklede den katafatiske teologi til sit måske højeste udtryk.
Når vi bruger bekræftende udsagn om Gud, som når vi siger, at Gud er god og vis, så er det rigtige beskrivende udsagn, men de fungerer analogisk. Det betyder, at ordene, vi beskriver Gud med, hverken betyder præcis det samme eller slet ikke passer, som når de bliver brugt om noget skabt. De passer og passer dog alligevel ikke.
Det er fordi disse perfektioner eksisterer i Gud uendeligt og uden begrænsning. Gud ejer godhed, skønhed og visdom essentielt, mens skabte væsener kun besidder disse perfektioner i en begrænset mængde og i en mængde, der er afledt af den godhed, der eksisterer uden begrænsninger i det guddommelige.
Dette er en vigtig erkendelse at komme til for at forstå den katafatiske teologi.
"Vi kan kende Gud ud fra hans virkninger."
Og:
"Vi siger om Gud, at han er god, ikke fordi han forårsager godhed alene, men fordi alle fuldkommenheder findes i ham på en mere ophøjet måde."
For mine tanker er ikke jeres tanker,
og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren.
For så højt som himlen er over jorden,
er mine veje højere end jeres veje,
og mine tanker højere end jeres tanker.
Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger.
"Det er vor pligt både at tilskrive og bekræfte alle de egenskaber, som tilkommer alt værende, til Gud som altings årsag; men endnu mere passende er det at fornægte dem alle, fordi han er hævet over alt."
Den katafatiske teologi er den mest almindelige form for teologi. Alle troende ved, at Gud er kærlighed og det godes kilde. Men derfor vil mange stadig kunne lære noget relevant ved at studere katafatisk teologi. Nærmere bestemt vil de kunne lære, hvordan disse udsagn om Gud skal forstås.
Når den katafatiske teologi så balanceres af den apofatiske teologi, så opnår man pludselig en indsigt i det guddommelige, som er avanceret og filosofisk. Og jeg tror på, at det er en nødvendig indsigt, hvis den kristne tro skal overleve.
Mange forestiller sig måske, at Gud er en slags menneske, der befinder sig i "himlen" på en trone. Katafatisk teologi i samspil med apofatisk teologi afliver den myte. Det afliver også myten om Gud som en slags menneske, der bare har en form for absolut magt og absolut kontrol over alle ting. Derved gør vi Gud mindre antropomorf, og det er nødvendigt, hvis det moderne menneske skal komme til troen.
Vi skal komme til en erkendelse af, at Gud har skabt mennesket i sit billede. Og ikke omvendt. Gud er ikke skabt i menneskenes billede.
Bibelen rummer både katafatiske og apofatiske tekster. Det ene billede af Gud tempererer det andet. Det er også i Bibelen, at Guds åbenbaringer til profeter og andre udvalgte er beskrevet. Disse åbenbaringer er virkeligt Gud, men uden at de udtømmer Guds ultimative transcendens. Og fordi åbenbaringerne virkeligt er Gud, så kan vi også lære om Guds natur igennem dem. Derfor kan Bibelen bruges som en kilde til katafase.
Mange af de kendte kristne teologer er også katafatiske teologer. Men det er måske ikke tilfældigt, at mange af de mest indflydelsesrige teologer anvendte både katafatisk og apofatisk teologi i deres værker. Herunder kan nævnes Thomas Aquinas, Gregor af Nyssa og Maximos Bekenderen.
Pseudo-Dionysius er mest kendt som kilden til apofatisk teologi, men faktisk brugte han også katafase i sin tænkning. Ultimativt balancerede han de to tilgange for at komme til en højere forståelse af det guddommelige.
Du kan læse om apofatisk teologi i Mystikos ordbog.
← Tilbage til ordbogen