Citater om kristen mystik

"Men så kom den femte mester og udtrykte det bedre end alle de andre, da han sagde, at der i Gud ikke findes nogen tilblivelsesproces, men kun et evigt nu – en tilblivelse uden tilblivelse, en stadig nybliven uden fornyelse. Og denne tilblivelse er Guds væren. I Gud findes noget så fint og subtilt, at ingen fornyelse kan trænge ind dér. Også i sjælen findes noget så rent og fint, at ingen fornyelse kan nå det; for alt, hvad der er i Gud, er et evigt nærvær, et evigt nu uden fornyelse."

Derfor siger jeg: Hvis et menneske vender sig bort fra sig selv og fra de skabte ting, da vil det, i samme mål som det gør dette, opnå enhed og salighed i sjælens gnist, som hverken tid eller sted nogensinde har berørt. Denne gnist står i modsætning til alle skabninger; den ønsker intet andet end Gud nøgen, sådan som han er. Den nøjes ikke med Faderen eller Sønnen eller Helligånden eller med alle tre personer, for så vidt de bevarer deres særegne egenskaber. Jeg siger jer i sandhed: Dette lys ville ikke engang være tilfreds med hele den guddommelige naturs frugtbarhed i dens enhed. Ja, jeg vil sige endnu mere, selv om det lyder mærkeligere: Jeg erklærer i al sandhed, ved den evige og uforanderlige sandhed, at dette lys ikke nøjes med den enkle, uforanderlige guddommelige væren, som hverken giver eller modtager. Nej, det søger at erkende, hvorfra denne væren udspringer. Det vil trænge ind til dens enkle grund, til den tavse ørken, hvor intet skel nogensinde har vist sig – hverken mellem Faderen, Sønnen eller Helligånden.

"Når jeg prædiker, plejer jeg først at tale om løsrivelse, og om hvordan mennesket bør frigøre sig fra sig selv og fra alle ting. For det andet om, hvordan mennesket igen skal formes tilbage til det enkle gode, som er Gud. For det tredje om, at vi bør erindre den store ædelhed, som Gud har lagt i sjælen, så mennesket på underfuld vis kan nå frem til Gud. For det fjerde om den guddommelige naturs renhed, for Guds naturs herlighed kan ikke beskrives med ord."

Med Jesus begyndte en sammenvævning af den guddommelige og den menneskelige natur, for at den menneskelige natur gennem fællesskab med det, som er mere guddommeligt, kunne blive guddommelig – ikke alene i Jesus, men også i alle dem, som foruden at tro på Jesus tager det liv på sig, som han lærte; det liv, der fører enhver, som lever efter Jesu forskrifter, til venskab med Gud og fællesskab med ham.

Sønnen skænkede i sin godhed gavmildt guddommeliggørelse til andre … som ved ham forvandles til guder, som billeder af urbilledet … Ordet er arketypen for de mange billeder.

Det er derfor tydeligt, at han har kaldt mennesker guder, fordi de er blevet guddommeliggjort ved hans nåde, ikke født af hans væsen … Hvis vi er blevet gjort til Guds børn, er vi også blevet gjort til guder; men dette er virkningen af den adopterende nåde, ikke af naturens fødsel … De øvrige, som bliver gjort til guder, bliver det ved hans egen nåde. De er ikke født af hans væsen, så de skulle være det samme som ham, men ved hans gunst føres de til ham og bliver Kristi medarvinger.

Ordet blev menneske, for at vi kunne blive guddommeliggjort [også oversat: "for at vi kunne blive Gud." Eller: "Han blev gjort til menneske, for at vi kunne blive guddommeliggjort."]. Han åbenbarede sig gennem et legeme, for at vi kunne få erkendelse af den usynlige Fader. Han udholdt menneskers spot, for at vi kunne arve udødeligheden.

"Lad alt, der kan sanses, og alt, der kan forstås, falde bort. Stig op gennem uvidenheden til foreningen med ham, som er hævet over al viden og alt væsen."

En af det kontemplative livs mærkelige love er, at man i det ikke sætter sig ned og løser problemer: Man bærer dem, indtil de på en eller anden måde opløser sig selv. Eller indtil livet selv løser dem for én.

Hun er så strålende og herlig, at du ikke kan betragte hendes ansigt eller hendes klæder på grund af den glans, hvormed hun skinner. For hun er frygtindgydende med den hævnende lynilds rædsel, og mild med den klare sols godhed; og både hendes rædsel og hendes mildhed er ubegribelige for mennesker. … Men hun er med alle og i alle, og så skønt er hendes hemmelighed, at intet menneske kan kende den sødme, hvormed hun opretholder menneskene og skåner dem i uransagelig barmhjertighed.