Citater om kristen mystik

En af det kontemplative livs mærkelige love er, at man i det ikke sætter sig ned og løser problemer: Man bærer dem, indtil de på en eller anden måde opløser sig selv. Eller indtil livet selv løser dem for én.

Hun er så strålende og herlig, at du ikke kan betragte hendes ansigt eller hendes klæder på grund af den glans, hvormed hun skinner. For hun er frygtindgydende med den hævnende lynilds rædsel, og mild med den klare sols godhed; og både hendes rædsel og hendes mildhed er ubegribelige for mennesker. … Men hun er med alle og i alle, og så skønt er hendes hemmelighed, at intet menneske kan kende den sødme, hvormed hun opretholder menneskene og skåner dem i uransagelig barmhjertighed.

Kærligheden er det lys, der oplyser vejen til det guddommelige. Den er nøglen, der åbner døren til Himmerigets rige.

Tal håbets ord. Vær menneske i denne, den mest umenneskelige af tider. Vogt billedet af mennesket, for det er Guds billede.

Selvet – eller Kristus – er til stede i ethvert menneske a priori, men som regel i en ubevidst tilstand til at begynde med. Først senere i livet indtræffer der en bestemt erfaring, hvor dette forhold bliver bevidst. Det kan ikke egentlig forstås gennem undervisning eller suggestion. Det er kun virkeligt, når det sker, og det kan kun ske, når man trækker sine projektioner tilbage fra en ydre, historisk eller metafysisk Kristus og derved vækker Kristus i sit indre.

Jeg har ofte sagt, at et menneske, som ønsker at begynde et godt liv, bør være som én, der tegner en cirkel. Lad ham eller hende få centrum placeret det rette sted og bevare det dér, og så vil omkredsen blive god.

Bønnen er ikke til for at ændre Gud, men for at lade den bedende selv blive forandret.

Når vi løfter sindets øjne mod det usynlige, bør vi betragte de synlige tings metaforer som trin til forståelse. Derfor betyder det i åndelige anliggender, når noget kaldes »det højeste«, ikke, at det er placeret over himlenes top, men snarere at det er det inderste eller mest intime af alt. At stige op til Gud er således at træde ind i sig selv, men på en usigelig måde, i det inderste, for dér at overskride sig selv. Den, der formår, som man kunne sige, at træde ind i sig selv og, idet han går dybere og dybere, overskride sig selv, han stiger i sandhed op til Gud.

Gud er os nærmere end vores egen sjæl, for Han er den grund, hvori vores sjæl står.

Vi er alle kaldet til at være Guds mødre. Hvad hjælper det mig, hvis denne evige fødsel af den guddommelige Søn finder sted uden ophør, men ikke finder sted inden i mig? Og hvad hjælper det mig, hvis Maria er fuld af nåde, hvis jeg selv ikke er fuld af nåde? Hvad hjælper det mig, at Skaberen føder sin Søn, hvis jeg ikke også føder ham i min tid, på mit sted og i min kultur? Dette, det er tidens fylde: Når Menneskesønnen bliver undfanget i os.