Citater om kristen mystik

Med Jesus begyndte en sammenvævning af den guddommelige og den menneskelige natur, for at den menneskelige natur gennem fællesskab med det, som er mere guddommeligt, kunne blive guddommelig – ikke alene i Jesus, men også i alle dem, som foruden at tro på Jesus tager det liv på sig, som han lærte; det liv, der fører enhver, som lever efter Jesu forskrifter, til venskab med Gud og fællesskab med ham.

Sønnen skænkede i sin godhed gavmildt guddommeliggørelse til andre … som ved ham forvandles til guder, som billeder af urbilledet … Ordet er arketypen for de mange billeder.

Det er derfor tydeligt, at han har kaldt mennesker guder, fordi de er blevet guddommeliggjort ved hans nåde, ikke født af hans væsen … Hvis vi er blevet gjort til Guds børn, er vi også blevet gjort til guder; men dette er virkningen af den adopterende nåde, ikke af naturens fødsel … De øvrige, som bliver gjort til guder, bliver det ved hans egen nåde. De er ikke født af hans væsen, så de skulle være det samme som ham, men ved hans gunst føres de til ham og bliver Kristi medarvinger.

Ordet blev menneske, for at vi kunne blive guddommeliggjort [også oversat: "for at vi kunne blive Gud." Eller: "Han blev gjort til menneske, for at vi kunne blive guddommeliggjort."]. Han åbenbarede sig gennem et legeme, for at vi kunne få erkendelse af den usynlige Fader. Han udholdt menneskers spot, for at vi kunne arve udødeligheden.

"Lad alt, der kan sanses, og alt, der kan forstås, falde bort. Stig op gennem uvidenheden til foreningen med ham, som er hævet over al viden og alt væsen."

En af det kontemplative livs mærkelige love er, at man i det ikke sætter sig ned og løser problemer: Man bærer dem, indtil de på en eller anden måde opløser sig selv. Eller indtil livet selv løser dem for én.

Hun er så strålende og herlig, at du ikke kan betragte hendes ansigt eller hendes klæder på grund af den glans, hvormed hun skinner. For hun er frygtindgydende med den hævnende lynilds rædsel, og mild med den klare sols godhed; og både hendes rædsel og hendes mildhed er ubegribelige for mennesker. … Men hun er med alle og i alle, og så skønt er hendes hemmelighed, at intet menneske kan kende den sødme, hvormed hun opretholder menneskene og skåner dem i uransagelig barmhjertighed.

Kærligheden er det lys, der oplyser vejen til det guddommelige. Den er nøglen, der åbner døren til Himmerigets rige.

Tal håbets ord. Vær menneske i denne, den mest umenneskelige af tider. Vogt billedet af mennesket, for det er Guds billede.

Selvet – eller Kristus – er til stede i ethvert menneske a priori, men som regel i en ubevidst tilstand til at begynde med. Først senere i livet indtræffer der en bestemt erfaring, hvor dette forhold bliver bevidst. Det kan ikke egentlig forstås gennem undervisning eller suggestion. Det er kun virkeligt, når det sker, og det kan kun ske, når man trækker sine projektioner tilbage fra en ydre, historisk eller metafysisk Kristus og derved vækker Kristus i sit indre.