Citater om kristen mystik

"Sjælen har en skjult afgrund, uforstyrret af tid og rum, som står langt over alt, der giver livet og bevægelse til kroppen. Nedad i denne ædle og vidunderlige grund, i dette hemmelige rige, kommer den salighed, vi taler om. Her har sjælen sit evige boligsted. Her bliver et menneske så stille og væsentligt, så enkelt og indadvendt, så oprejst i renhed, fjernet fra alle ting... Denne tilstand kan ikke sammenlignes med, hvad den har været før, for nu får den del i det guddommelige liv selv."

"Selv i sine mest kærlige åbenbaringer forbliver Gud en hemmelighed."

"Jeg så den hellige Jomfru stå med en ubeskrivelig skønhed, og hun sagde til mig: 'Min søn kom til verden gennem min rene krop, ikke ved verdslig lyst, men ved den Hellige Ånds kraft. Som solen skinner gennem det klareste glas uden at bryde det, sådan kom min søn til verden uden at krænke min renhed.'"

"Og således, når sjælen når denne tilstand, finder den sig selv langt fjernet og fremmedgjort fra alle skabte ting og fra sig selv. For gennem denne lutring er sjælen blevet ført ind i en forening med Gud, dens elskede, hvori den er blevet noget ganske andet end den var tidligere. For da er apostlen Paulus’ ord blevet opfyldt, som siger: ‘Hvad intet øje har set og intet øre har hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, det har Gud beredt for dem, som elsker ham.’ Denne forening med Gud består i, at sjælen er forenet og sammensmeltet med Gud på en sådan måde, at den bliver ét med Ham gennem forvandlingen af dens vilje til den guddommelige vilje – hvilket Paulus omtaler, når han siger: ‘Den, der holder sig til Gud, er én ånd med Ham.’"

”Gud er det rene Væren, et øde af rolig tilbagetrækning … meget nærere end noget andet er det til sig selv i hjertets dyb, men han er skjult for alle vore sanser. Han er langt over enhver ydre ting og enhver tanke, og findes kun dér, hvor du skjuler dig i hjertets hemmelige sted, i den stille ødemark, hvor intet ord tales, hvor ingen skabning, billede eller forestilling er. Dette er Guds mørke ørken – mørk på grund af sit egen overstrålende lys.”

"Når du har fundet det mest intime, skjulte og inderste fundament i sjælen, er Gud altid essentielt, aktivt og væsentligt til stede der. Her ejer sjælen alt ved nåde, som Gud besidder af natur. Det er som at synke ned i sin egen dyb, og dér finde det guddommelige nærvær, uden form eller billede – alene i stilheden."

"At kende Gud er at være forvandlet i Ham og på en måde at miste sig selv. Den sande kontemplation er ikke en vision, der gør os i stand til at forstå Gud, men snarere en kærlighed, der forener os med Ham."

"Mennesket skal give slip på sig selv og alle ting og fuldstændigt opgive sig selv til Gud, så Gud kan virke i det. Jo mere mennesket tømmer sig for sig selv, desto mere fylder Gud det. For Guds rige er intet andet end Gud selv med al sin rigdom, og hvor Gud finder plads, fylder han hele rummet. Hvis du vil finde Gud, må du forlade dig selv fuldstændigt, for så længe du hænger fast ved dig selv, kan du ikke give dig helt til Gud. Gud virker i den sjæl, der har stilhed og tomhed, og der, hvor han virker, bringer han fred og en uendelig glæde, som intet jordisk kan give."

"Han kommer i tiggerens skikkelse, i det forkomne menneskebarn i laset tøj, der beder om hjælp. Han konfronterer dig i ethvert menneske, du møder. Så længe der findes mennesker, vil Kristus vandre på jorden som din næste."

"Min sjæl så intet mere i sig selv, men blev helt opfyldt af kærlighedens ild. Jeg forstod, at der ikke fandtes nogen viden, ingen dyd, intet liv uden denne ild. Gud var ild, og jeg var i ilden, og alt, hvad jeg troede, jeg havde været, blev opslugt. Der var kun én vilje, én bevægelse, ét væsen: Gud."