Arsenius den Store: Et portræt af en ørkenfader

Arsenius den Store (ca. 350–445) er kendt for at have været af adelig fødsel og for at have været underviser for kejser Theodosius’ (379–395) sønner. I stedet for at tage hoffets overdådighed og dekadence til sig søgte han væk fra det og ud i den egyptiske ørken for at praktisere en streng asketisme. Han er især kendt for udsagnet: "Jeg har ofte fortrudt de ord, jeg har talt, men jeg har aldrig fortrudt min stilhed."

Arsenius blev født ind i en from og velhavende kristen familie og fik en særdeles god uddannelse, hvor han studerede retorik og filosofi og lærte latin og græsk. Kejser Theodosius hørte om hans fromhed og intelligens og hentede ham derfor til hoffet, så han kunne undervise sine børn. Arsenius protesterede først, men måtte give efter i lydighed til pave Damasus’ vilje, og begyndte derfor at undervise kejserens børn med et håb om at indgive dem både visdom og kristen fromhed.

Han gik nidkært i gang med dette projekt, men den ære og rigdom, han modtog blandt kejserens hof, gik hans ydmyge kristne sind på som et problem. Derfor bad han i en bøn Gud om at vise ham vejen til frelse, hvortil han hørte en stemme sige: "Arsenius, flygt fra mennesker, og du skal blive frelst." Han forlod umiddelbart efter paladset i hemmelighed, gik ombord på et skib til Alexandria og endte på et kloster ude i Egyptens ørken.

Det fortælles, at under hans optagelse til klosteret ville broderen Abba Johannes Dværgen teste hans ydmyghed og derfor satte han ikke Arsenius blandt de andre munke under måltidet. I stedet kastede han et stykke tørt brød og sagde til ham: "Spis, hvis du vil." Dette adlød Arsenius og gik ned på sine hænder og knæ, samlede brødet op med sin mund og kravlede hen til et hjørne, hvor han spiste det. Dette fik Johannes til at udbryde, at Arsenius ville blive en stor asket, og han blev accepteret på klosteret.

Arsenius begyndte derpå sit liv på klosteret ude i ørkenen, hvor han dyrkede streng lydighed, ydmyghed og askese under solens hede og blandt sine brødre og søstre. På et tidspunkt måtte han dog måske have indset, at selv på klosteret var der noget, der afskar ham fra Guds tilstedeværelse. Han hørte i hvert fald igen stemmen fra himlen, der denne gang sagde til ham: "Arsenius, gem dig fra mennesker og dvæl i stilhed. Det er dydernes rod." Igen adlød Arsenius stemmen og blev eneboer langt ude i ørkenen, hvor han så vidt muligt undgik at tale.

Ironisk nok gjorde hans status som eneboer ham ret kendt, og mange opsøgte ham for at få et indblik i hans visdom. Han afslog mange, som kom for at besøge ham, og han måtte rejse rundt fra sted til sted for at finde stilheden og Gud, men der var også dem, som Ånden indgav ham at tale med, og med dem delte han korte, men indsigtsfulde svar på deres spørgsmål. Dem han afviste, var han altid i fuld forbøn for.

Så stort var hans ønske om ensom kontemplation i ørkenen, at da ærkebiskop Theophilos opsøgte Arsenius for at høre hans store visdom, spurgte Arsenius ærkebiskoppen, om han ville omsætte i praksis, hvad han fik at høre. Dette lovede han eneboeren. Hertil gav Arsenius svaret, at hvis ærkebiskoppen hørte, at Arsenius var et bestemt sted, så skulle han ikke opsøge ham dér.

Det blev sagt om den samme Abba Arsenios, at han kun skiftede vandet til sine palmeblade én gang om året; resten af tiden fyldte han blot mere på. En gammel mand bad ham indtrængende om disse ord: “Hvorfor skifter du ikke vandet til disse palmeblade, når det begynder at lugte dårligt?” Han svarede ham: “I stedet for de parfumer og vellugtende urter, som jeg brugte i verden, må jeg bære denne dårlige lugt.”

Abba Daniel plejede at fortælle, hvordan Abba Arsenios, når han fik at vide, at alle slags frugter var blevet modne, sagde: “Bring mig nogle.” Han smagte ganske lidt af hver, kun én gang, idet han takkede Gud.

Til en broder sagde Arsenius: "Stræb alt, hvad du kan, for at få din indre aktivitet i overensstemmelse med Gud, og du vil overkomme dine ydre lidenskaber."

Abba Mark spurgte engang Abba Arsenios: "Hvorfor undgår du os?" Hvortil den gamle mand sagde: "Gud ved, at jeg elsker dig, men jeg kan ikke leve med både Gud og mennesker. De tusind og titusinde viljer af den himmelske hær har kun én vilje, mens mennesker har mange. Så jeg kan ikke forlade Gud for at være med mennesker."

Han brugte i alt 55 år med klosterarbejde, åndelig kamp og streng asketisme. Han boede 40 år ved Sketis og 10 år ved bjerget Troe nær Memphis. Han brugte så tre år ved Canopus og to år mere ved Troe, hvor han til sidst forlod denne verden i en alder af næsten hundrede år.

Du kan læse meget mere om det, som det siges, at Abba Arsenios gjorde og sagde på følgende link: https://www.johnsanidopoulos.com/2017/05/life-and-sayings-of-holy-abba-arsenios.html