Foreningen med Gud: Kontemplation og bøn hos ørkenfædrene

Det er muligt at anse ørkenfædrenes bønneliv for at være et slags praktisk eksperiment, der i senere tids kristne historie blev til en mere systematisk formulering af deres bøn og kontemplation, og det, som i den ortodokse kirke kaldes hesychasme. Man kan sammenligne ørkenfædrene med en slags opdagelsesrejsende, der opdagede nyt land, som blev befolket af senere tids kristne.

Målet med deres bønneliv var en kontemplativ skuen af Gud (theoria). Gennem renselse af krop og sjæl håbede de på det mystiske gennembrud, hvor guddommen blev til en oplevet virkelighed i stedet for bare ren teori. De levede altså i det håb, at de i dette liv kunne få den ultimative bekræftelse af deres tro – at stå foran og med Gud i dette liv.

Det var grunden til, at de flyttede ud i ørkenen. Ude i ørkenen er der kun få distraktioner, og derfor er ørkenen perfekt, hvis man ønsker at koncentrere sit liv omkring bøn og kontemplation. I byerne og i det verdslige liv er det svært konstant at være i bøn, som skriftstedet siger. Og det var deres mål – at gøre det indre stille (hesychia) og at opnå indre vågenhed (nepsis) gennem kort gentagen bøn (det, som senere blev til Jesusbønnen) eller gentagelse af udvalgte skriftsteder (som eksempelvis salmevers).

De kæmpede en indre kamp imod tanker (gode såvel som onde) for på den måde at gøre deres sind stille, så det blev mere modtageligt for Guds ånd. Tænk på sindet som et glas. I et tomt glas er det muligt at fylde væske i. På samme måde er sindet en beholder, der – når det er tomt – kan fyldes op med den guddommelige virkelighed. Men hvis det allerede er fyldt op med tanker, så er der ikke plads til andet end tankerne selv. Derfor prøvede de at have et tomt sind, der samtidig var nærværende og derfor modtageligt for Guds nærværende tilstedeværelse i dem.

Man kan forestille sig en ensom eremit i en hule i ørkenen, der sidder med lukkede øjne og forsøger at søge Gud ved at gøre sindet stille gennem gentagen bøn og en indre kamp mod kroppens lidenskaber såsom sult, seksuel lyst eller trangen til at sove. For det var ikke kun gennem bønnen, at ørkenfædrene søgte Gud. Også gennem kropslig askese forsøgte de at slukke den indre ild og opnå, hvad de kaldte for apatheia (lidenskabsløshed). Når der var helt stille i kroppen og i sindet, kunne de komme uendeligt tæt på det guddommelige. Ultimativt kæmpede de for et gennembrud, hvor Gud kommer så tæt på mennesket, at skellet mellem subjekt og objekt ophæves. Med andre ord, at Gud går fra at være noget oplevet til at være selve fundamentet for personens væren.

Igennem deres dagligdag var de koncentreret om den indre gentagelse af bøn. Det var uanset om de arbejdede, spiste, slappede af eller var på vej rundt i ørkenen eller de byer, der grænsede op til deres ørken. Det var også derfor, at stilhed og ensomhed var så vigtigt for dem. Når du bliver distraheret af andre mennesker, så mister du den koncentration, du har bygget op i dit indre. Du mister dit fokus på Gud. De gjorde guddommen central i deres liv på en meget bogstavelig måde.

Deres teologi var endnu enkel og erfaringsbaseret. Den var bygget mere på praktisk visdom i stedet for systematiseret teori. Men de lagde grunden til, hvad senere kristne tog op. Eksempelvis voksede den ortodokse kirkes hesychasme direkte ud af ørkenfædrenes erfaring. Det samme kan siges om kontemplation generelt i den romersk-katolske kirke. Ørkenfædrenes bønneliv var altså forløbere for de senere kristne bevægelser inden for bøn, kontemplation og skuen af Gud.