Hvad er mystik? - En kort introduktion til kristen mystik
22. Aug 2025 · Generelt om mystikkenMystik er en teologisk disciplin hvor om der eksisterer mange myter, og en del af det, der gør det til så svær en disciplin, er at det er ufatteligt kompliceret at formidle en mystisk oplevelse. Det er muligt at give en detaljeret beskrivelse af det i en tekst, men i sidste ende kan ord ikke viderebringe selve oplevelsen. Derfor vil der i sådan en formidling altid mangle noget essentielt. Mystik er noget, man selv skal erfare. Lidt ligesom at man kan beskrive kærlighed i et digt eller måske en filosofisk tekst, men med mindre at man rent faktisk selv oplever kærlighed, så vil man aldrig forstå det helt præcist. Hvis du aldrig har oplevet farven gul - så det svært at tage noget nyttigt med fra en beskrivelse andre, der har oplevet farven, har videregivet.
Derfor er mystik først og fremmest noget, man selv oplever. Andre har gennem tiderne forsøgt at viderebringe deres mystiske oplevelser, men det kan kun virke som en form for introduktion. Noget, der gør en selv beredt til at have sin egen mystik. Det gør det heller ikke nemmere, at der findes en masse forskellige former for mystiske erfaringer. Nogle er ydre, andre er indre. Nogle er med ord, andre er ordløse. Nogle oplever det ene, andre vil opleve noget andet. Men at gøre mystik til en form for dogmatik vil altid fejle. Fordi mystikken sprænger netop dogmatikken.
En kort og generel beskrivelse kunne være, at man kan sige, at mystik er erfaringen af guddommelige virkeligheder. Vi er vant til at tale om det guddommelige, fx. når vi læser tekster som Bibelen. Men de ting, der tales om forbliver en intellektuel erfaring. Noget vi kan tænke. Eksempelvis kan vi tale om Gud og hvad Gud er, og hvad Guds vilje er for menneskeheden. Men mystikken er springet fra at tale om det guddommelige til selv at erfare det. Man kan sige at mystikeren ved i stedet for at tro.
Mystikken er højst sandsynligt ligeså gammel som menneskeheden selv. Og den er til stede i alle menneskelige kulturer. Også i den moderne verden. Mystikken er ikke død. Faktisk er den moderne verden mystikkens verden, fordi den gamle dogmatiske religion virker til at være død. Mystikken er derimod interessant for det moderne menneske, fordi den sprænger rammerne mellem det rationelle og det dybt menneskelige. Det moderne menneske vil gerne vide og erfare i stedet for bare blindt at tro - og i mystikken får mennesket netop det.
Men mystikken har eksisteret til alle tider i den kristne tro. I det Gamle Testamente har vi Jahves åbenbaringer til profeterne. I det Nye Testamente har vi Helligåndens komme over apostlene - og den troende generelt. Særligt op igennem den kristne middelalder var den kristne mystik stærk. Mystikken gjorde den dogmatiske tro levende. Men den var også farlig for det konservative hierarki. Vi har mystikere som Meister Eckhart, Teresa af Avila, Johannes af Korset og Hildegard af Bingen, der gav os de værker, der virkeligt definerer den kristne mystik.
Dem vil vi gerne udforske her på siden. Vi er dedikeret til den kristne mystik - og vi tror på, at den kan give den kristne tro en ny betydning for det moderne menneske. Det moderne menneske ønsker deres egen erfaring - og det kan de få igennem mystikken. Mystikken kan give et rum til dem, der er stille, men hvor stilheden er fyldt op af den guddommelige virkelighed. Således at den moderne mystiker kan erfare, forstå og næsten røre ved det guddommelige.