Mystiko
Mystiko
Meister Eckhart skelner i sin mystiske teologi mellem Gudheden (Gottheit) og Gud (Gott). Gudheden forstås ikke som noget adskilt fra Gud eller som om der er to guder. Det er nærmere en dybde inde i Gud. Man kan beskrive det som den før-personlige ikkeværen, hvor Treenighedens lys og aktivitet strømmer ud fra.
For Eckhart er Gud (Gott) personlig, har vilje og intention og skaber universet, mens Gudheden overskrider handling, personlighed, vilje og væsen. På sin vis trodser Gudheden præcise beskrivelser. Men det kan omtales som en grund inde i Gud, som manifesterer det personlige aspekt ved det guddommelige.
Hvis Gud handler i verden, så er Gudheden en stille og transcendent ørken, hvor der ingen handlen er. Hvis Gud er personlig, så overskrider Gudheden enhver form for personlighed. Hvis Gud er aktiv, så er Gudheden stille.
Gudheden er endnu udifferentieret.
Mennesket har en lignende grund inde i sig selv, som Meister Eckhart kalder Seelengrund eller sjælens grund. Det er her i denne inderste kerne i menneskets sjæl, at Gud, for Eckhart, lader sig føde i det tidløse mystiske drama.
Meister Eckharts distinktion mellem Gud og Gudheden synes at trække tråde tilbage til Pseudo-Dionysius og hans apofatiske teologi og til nyplatonismens lære om et første princip, der overskrider alle vores forsøg på at indkapsle det i begreber og ideer, og som på en måde går forud for al væren. Men Eckharts ideer kan heller ikke reduceres til disse teologier.
Mystiko har før skrevet om apofase og katafase, og på en måde er der en lighed med disse ideer også. Hvis Gud er kendt, så er han katafatisk. Og hvis Gudheden er ukendt, så kan den siges at være apofatisk.
Meister Eckhart fortjener dog at blive læst for sig selv. Selvom der kan være tråde fra andre tænkere i hans mystiske teologi, så står han stadig på egne ben, når han udforsker det guddommelige.
Vi er alle bekendt med den personlige guddom, som har åbenbaret sig for menneskeheden gennem profeterne og andre udvalgte personer, og hvis beretninger står skrevet i Bibelen, der i virkeligheden er et skrift, der beskriver relationen mellem menneskeheden og dens guddommelige skaber.
Her møder vi en Gud, der er immanent (eller til stede) i skabelsen og samtidig transcendent (overskrider universet). Altså en Gud, der kommer før universet og skaber det, men som samtidig virker inde i det. Vi møder en Gud, der har personlighed og en guddommelig vilje, der manifesterer sig i universet og blandt mennesker.
Man kan sige noget om denne Gud. Det er muligt at beskrive den. Selvom det kan debatteres, på hvilken måde disse ting siges.
Det står klart, at denne guddom ikke er menneskelig, men den rummer samtidig evnen til at indgå relationelt med mennesket.
For Meister Eckhart er dette et aspekt af Gud, som han omtaler som Gott. Direkte oversat fra tysk betyder ordet bare Gud. Men det står også klart for Eckhart, at dette aspekt af Gud ikke udtømmer guddommen fuldstændigt.
Det betyder dog ikke, at dette aspekt af Gud ikke er virkeligt, eller at det har mindre betydning. Det er og bliver Guds fuldendte selvmanifestation. Gud i al evighed og Gud som manifesteret.
Men for Eckhart er der samtidig et aspekt af Gud, som han omtaler som Gottheit. Det kan oversættes til dansk som Gudheden. Det er vigtigt her med det samme at nævne, at det ikke betyder, at der er to guder, eller at det ene står over det andet. Der er kun én guddommelig virkelighed.
Hvis Gott for Eckhart er personlig og handlende, så er Gottheit en slags før-personlig essens, der ikke rummer vilje og intention. Gudheden er ikke bare svær at præcisere og beskrive med sprog; den er på en måde uudsigelig. Den kan ikke rigtigt fastholdes eller præciseres alene med det menneskelige sprog.
Gudheden er selve Guds grund og har som sådan ingen form eller egenskaber. Den er grunden i guddommen, hvor personerne i Treenigheden fortsætter ud i en evig og tidløs akt af selvmanifestation.
Derfor er Gudheden i sidste ende også ubestemmelig, fordi den som sådan ikke er noget konkret, der kan afsløres med sproget.
Som Eckhart skriver:
“Gud og Gudheden er så forskellige som himmel og jord.” (Prædiken 109)Hvis Gudheden er Guds afgrundsdybe dybde, så har den sin lighed i menneskets sjæl, hvilket Meister Eckhart omtaler som sjælens grund.
Det er debatteret, hvordan ligheden mellem Guds grund og menneskets grund skal forstås. Skal det forstås som en perfekt ontologisk identitet, eller fastholder Eckhart den klassiske kristendoms ontologiske forskel mellem Skaber og skabelse?
Jeg hælder personligt mere til den sidste fortolkning. Eckhart fastholder en dualitet mellem Gud og universet, men i sjælens grund kommer skabning og skaber så tæt på hinanden, at han vover at beskrive det med ord, der nærmest peger på en perfekt identitet mellem dem.
"Gud og Guddommen er lige så forskellige som himmel og jord. Gud virker; Guddommen virker ikke. Gud har noget at gøre; Guddommen har intet at gøre. Der er ingen handling i Guddommen. Den har aldrig rettet sig mod noget værk. Gud og Guddommen adskilles ved virken og ikke-virken."
“Da jeg stod i Guddommens grund, i dens bund, dens strøm og dens kilde, spurgte ingen mig, hvorhen jeg ville, eller hvad jeg gjorde.”
“Gud er i sjælen med sin natur og med sit væsen og med sin Guddom.”
“Faderen er en begyndelse til Guddommen, fordi han begriber sig selv i sig selv.”
Meister Eckhart er i dag en af de mest kendte kristne mystikere, og Eckhart har meget, han kan lære os både af sit åndelige liv og i de skrifter, vi har tilbage fra ham. Men han er ikke for dem, der kun overfladisk ønsker at interessere sig for den kristne mystik. Det kræver mod og visdom at beskæftige sig med hans tanker og ideer. De går helt til grunden i det mysterium, som Gud og mennesket er.
Samtidig efterlader de en forvandlet, hvilket det også synes, som om Eckhart havde en intention om. Han ønsker ikke kun at forklare, men også at gøre. Og hans virke er dybt i sjælen, som han gør beredt til at modtage Guds fødsel.
Derfor er han på en måde også utidig. Mange af dagens mennesker ønsker ikke at gå så dybt i eksistensen som Eckhart. Men det er samtidig også hans sande værdi.
Som introduktion til Meister Eckharts mystiske teologi, så kan jeg anbefale bogen The Way of Paradox af Cyprian Smith
Efterfølgende kan man måske læse nogle af Meister Eckharts udvalgte tekster i Penguin Classics bogen Meister Eckhart Selected Writings
Jeg kan anbefale både hans tyske og latinske prædikener.
Som en introduktion til distinktionen mellem Gott og Gottheit kan jeg anbefale denne video: https://www.youtube.com/watch?v=FRAgFtbrvLQ.
Det er i denne forbindelse også værd at læse om apofatisk teologi, som Mystiko også har et opslag om i sin ordbog.
← Tilbage til ordbogen