Kontemplativ bøn

Kontemplation og den kontemplative bøn er en ordløs, mediterende bønneform, som, fordi den er ordløs, går bag om gudsbegrebet for at finde den virkelighed som begrebet peger på. Kontemplation tager udgangspunkt i den apofatiske teologi om, at Gud for det første ikke kan begribes fuldt ud med den diskursive tanke, og dernæst at Gud i sig selv ikke er den samme virkelighed, som de tanker vi har om ham. Tankerne peger mod, men er ikke selve objektet.

Som Meister Eckhart skrev: "Jeg beder Gud om at befri mig fra Gud. Befri mig fra mit mentale billede af Gud, så kun den nøgne virkelighed står tilbage."

Det er derfor, at den kontemplative bøn er stille. Den hviler og gør sig selv modtagelig for, at Gud kan træde ind i sjælen udfra den tanke om, at vi kun kan gøre os modtagelige overfor Guds ånd, men at det er Gud, der evner at tage skridtet og møde os i sjælens virkelighed.

Den kontemplative bøn har siden troens begyndelse været et rum, som de kristne mystikere og andre søgende har hvilet i med det formål derigennem at finde det uforklarlige.

Oprindelse

Selve ordet kontemplation kommer fra det latinske ord contemplatio, hvilket bærer betydningen at beskue, observere eller betragte. I den kristne tradition er det Gud selv, som den kontemplerende har som mål at skue i et direkte syn.

De kristne i de første århundreder overtog begrebet theoria fra grækerne – herunder fra specielt Platon og Aristoteles. Men hvor theoria for Platon betød synet af de evige Former, så overførte de kristne betydningen til den, vi kender i dag. Nemlig synet af Gud selv. Senere i historien fik begrebet theoria sin egen betydning og system i den Østlige Ortodokse kirke, mens den katolske kirke begyndte at bruge begrebet kontemplation i stedet.

Origenes af Alexandria (ca. 185 – 254) var en af de første kristne, der beskrev den troendes liv som en kontemplativ rejse der ender i den direkte skuen af Gud. Også de tidlige Ørkenfædre videreudviklede disse ideer og havde et specielt fokus på den indre stilhed.

Pseudo-Dionysius skabte den apofatiske teologi, som også havde kontemplation og det mystiske mål i sigte, og disse ideer tog middelalderens munke, nonner og mystikere til sig og videreudviklede til det system af kontemplation som er kendt i særligt den katolske kirke i dag.

Brug i kristen mystik

Kontemplation er først og fremmest en ordløs bøn. Den mest kendte bønneform er en form for anmodning til det guddommelige udtryk i ord. Vi beder (anmoder) Gud om at beskytte vores kære. Eller at frelse os fra djævlens indflydelse. Eller at lade os få succes med vores eksamen. Men den kontemplative bøn er ordløs. Derved flytter bønnen sig fra samtale (ord) til kommunion (fællesskab/væren).

Den er også en form for invitation. Når sjælen er gjort tom, så beder vi det guddommelige om at udfylde den side om side med os selv. Men vi kan kun sende en invitation ud til guddommen. Ultimativt er det Gud selv der vælger at besvare den.

Selvom ideen om kontemplation går tilbage helt fra troens grundlæggelse, så har den alligevel bevaret mange af de samme karakteristika igennem århundredende. Den kontemplative søger mindre tanke og mere opmærksomhed. Mindre tale og mere stilhed. Mindre vilje og mere tomhed. Og ultimativt bryder han eller hun igennem det umulige og oplever til sidst Gud handle i ham. Han er gået fra at tænke på Gud til at opleve Gud.

Historien om Jesus der besøger de to søstre, Marta og Maria, i Lukas 10:38-42 er traditionelt blevet opfattet som en historie der handler om de to veje den troende kan tage. Marta knokler for at få det daglige, huslige liv til at gå op, mens Maria sidder stille og passiv og lytter til ordene der kom fra Jesus, hvilket gør Marta vred, fordi at hendes arbejde er hårdt, og hun mener at Maria burde hjælpe hende.

Så hun går til Jesus med sin klage, som dog irettesætter hende og pointerer at Maria har valgt den gode del som ikke skal tages fra hende.

Marta ses som repræsenterende det aktive liv i troen mens Maria er det kontemplative liv. Måske var der allerede dengang historien blev skrevet et skred i mellem de to veje. At de munke og nonner fra det aktive liv synes at være frustreret over at de kontemplative tilsyneladende ikke laver noget nyttigt.

Jeg opfatter selv historien ikke som at mene, at det aktive liv er forkert. Det vil altid være en sand del af den troendes liv. Men at den kontemplative opslugen af Gud er større.

Eksempel eller citat

"Mellem dig og din Gud er der en sky af uvidenhed. Ingen skarphed i din forstand, ingen kraft i dit intellekt kan gennembryde den. Men med en brændende pil af længselsfuld kærlighed kan du trænge gennem denne sky. Hold derfor fast ved denne kærlighed og lad intet føre dig bort fra den."

"Mennesket bør være så frit for alle ting og alle gerninger, at det bliver et sted, hvor Gud kan virke."

"Lad alt, der kan sanses, og alt, der kan forstås, falde bort. Stig op gennem uvidenheden til foreningen med ham, som er hævet over al viden og alt væsen."

"Kontemplativ bøn er efter min mening intet andet end et fortroligt samvær mellem venner, hvor man ofte bliver alene med ham, fordi man ved, at han elsker én."

Relevans i dag

Mange moderne religiøst søgende mennesker synes at være åbne for den kontemplative tradition. Begrebet virker ikke ligeså almindeligt som meditation, men for dem der går dybere ind i mystikken er det en vej, der altid er åben for dem. Gud venter altid på at møde os i det stille rum i sjælen.

Man behøver ikke være munk eller nonne for at praktisere kontemplation. Den form for kontemplation, der er beskrevet her er særligt kristen. Det er de kristne, mystiske ideer som ligger i begrebet.

Men man behøver heller ikke først at være kristen. Man kan blot være nysgerrig. Og er man det, er det tilladt at passere eller hvile i kontemplationens ro.

Læs mere

Den kontemplative bøns håndbog er "Uvidenhedens Sky" (The Cloud of Unknowing) fra en autentisk kilde fra middelalderen. Dette er et oplagt sted at begynde, hvis man er interesseret i at vide mere om, hvordan kontemplation praktiseres. Den kan eksempelvis findes på Saxo.

← Tilbage til ordbogen