Mystiko
Mystiko
Ørkenfædrene var en radikal verdensfornægtende og asketisk bevægelse, som begyndte at bosætte sig i den egyptiske ørken i løbet af det 3. og 4. århundrede e.Kr, og som dannede den første egentlige kristne monatiske bevægelse. De søgte livet i ørkenen for at flygte fra en romersk civilization der var i hurtigt forfald, og som de oplevede som dekadent. Ude i ørkenen søgte de et autentisk kristent liv, hvor ørkenen dannede baggrunden for den mystiske forenelse med Gud. Sankt Antonius den Store (ca. 251–356) regnes for den første ørkenfader.
Ørkenfædre-bevægelsen opstod på et tidspunkt, hvor kristendommen var blevet legitim i den romerske civilization. Derved var de kristne gået fra at være et forfulgt folkefærd, der ofte oplevede en forfærdelig martyrdød (og søgte den!) til at være en accepteret og mainstream bevægelse indenfor det daværende samfund. Ørkenfædrene kan til dels forstås som en reaktion mod denne accept. De mente at kristendommens budskab var radikalt, og at den offentlige accept af den nye tro udvandede Jesus' radikale budskab.
Samtidig var det romerske imperium i hurtig forfald. Lovløshed og udbredt immoralitet blandet med institutionelt forfald var hurtigt blevet udbredt i den gamle verden. Det var også under ørkenfædrenes tid at selve det romerske rige var truet af at blive splittet over i et vestligt og østligt rige. Et stort tegn på at det gamle rige var i hastig opløsning! Det er nok ikke underligt, at det er særligt når gamle civilizationer er i opløsning, at immoraliteten bliver større. Det kan have været en af motivationerne til at ørkenfædrene valgte at vandre ud i ørkenen. For radikalt at vende sig imod tidens dekandance og immoralitet. Ude i ørkenen er der nemlig kun sandet, solen og Gud selv.
Kristendommens budskab har altid haft et asketisk islæt i sig. Den er vendt mod hedonisme og opfyldelsens af kortsigtet sanseligt begær. Rigdom og luksus anskues mistroisk, og som en livsførelse der fører væk fra Gud. Samtidig har ørkenen altid været baggrund for jødernes forhold til Gud. Det var i ørkenen at jøderne mødte Gud. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at ørkenfædrene valgte at vandre ud og bosætte sig ørkenen. For at komme væk fra den moralske og sanselige dekadance som prægede samfundet og for at komme så tæt på Gud som overhovedet muligt i dette liv. Simpelthen for at møde Gud ude i ørkenen ligesom deres forfædre i troen gjorde det.
Ørkenfædrene lagde den første egentligt grund til den kristne monastiske bevægelse. Samtidig har den været inspirationskilde til senere tids askese og kristen mystik. Alt det vi finder i den senere middelalder kristendom fandtes i en mere spontan, oprigtig og radikal udgave i ørkenfædre-bevægelsen. Derfor er det svært at undervurdere, hvor vigtig at ørkenfædrene har været for kristendommen. Ørkenfædrene var et slags første laboratorium, som eksperimenterede med radikale udgaver af kristendommen og dens asketiske og mystiske livsførelse
Kristendommen var ny på ørkenfædrenes tid og derfor også vital. Den tog Jesus' budskaber til sig på en måde som den første tids forelskelse også på en måde er magisk og levende. Før ørkenfædrene ofrede de kristne sig som martyrer for troen og fik en voldsom og blodig død. Efter at kristendommen blev accepeteret af imperium, så gik de kristne ud i ørkenen for dér at martyre legemet i askese.
Det har været definerende i kristendommen. Og på en måde skelsættende. Det er muligt for den moderne kristne at kigge tilbage på ørkenfædrene og føle skam over sin egen lunkne og behagelige hyggetro. Og hvis ørkenfædrene skal bruges til noget i dag, så kan det netop være som et spejl. Er min tro levende? Vital? Ægte? Radikal? Eller er min tro blevet en slags ny middelmådighed? Men det kan også være en kilde til inspiration. Til at føle hvordan troen var oplevet da den var helt ny. Hvordan de første kristne tænkte i forhold til os selv i dag. For den moderne kristne mystiker kan ørkenfædrene derfor blive en slags forgængere som vi kan holde i ærbødighed og ærefrygt og lade os inspirere til en sand oplevet kristendommen med Jesus og askesen i centrum.
“Sid i din celle, og din celle vil lære dig alt.”
“Hvis du er teolog, vil du virkelig bede; og hvis du virkelig beder, er du teolog.”
“Hvis et menneske ikke siger i sit hjerte: ‘Kun Gud og jeg er i verden,’ vil han ikke finde hvile.”
“Jeg har aldrig sovet med en anklage mod nogen i mit hjerte.”
I dag står ørkenfædrene som et slags monument fra fortiden. Noget som på samme tid føles fremmed for vores egen forståelse og livsførelse og samtidig tiltrækkende og spændende. Som noget der i ordets generiske forstand føles mystisk. Askesen er noget der er blevet fjernt fra vores civilization. Det opleves endda mærkeligt og utidssvarende. Men måske at askese og ørkenfædrenes vandring i den egyptiske ørken også står som et modspil til vores ideer om det gode liv. Og på den måde kan de ikke andet end være relevante – men alligevel glemte.
← Tilbage til ordbogen