Mystiko
Mystiko
Mystik (eller mysticisme) er i sin essens ændrede bevidsthedstilstande opstået spontant eller ved hjælp af bøn og meditation. De fleste af de store verdensreligioner har en mystisk disciplin, og målet for mystikken varierer alt efter religionen. I kristen mystik oplever mystikkeren guddommelige virkeligheder og at blive forenet med Gud.
Begrebet mystik har en fascinerende historie. Mystik kommer af det græske verbum μύω (mýō), som betyder "at lukke" som i at lukke ens øjne og læber. Med andre ord hentyder begrebet til at holde på en hemmelighed. Mere specifikt blev det brugt i de græske mysterie-religioner om indvielsens hemmeligheder.
Mystik fik først den nuværende betydning (forenelse med en højere virkelighed) i løbet af det 18. århundrede.
Men det er ikke ensbetydende med, at det begrebet mystik peger på, er en moderne opfindelse. Der fandtes bare andre ord for den mystiske oplevelse før begrebet mystik kom ind i vores sprogbrug.
Allerede i det 4. - 6. århundrede udviklede monastisk kristendom sprogbruget vedrørende guddommelig forening. Det blev bare kaldt noget andet en mystik. Eksempelvis ἕνωσις (henōsis) som betyder forenelse (specielt med gud) eller θέωσις (theōsis) som betyder deifikation eller guddommeliggørelse.
Mystikken og den kontemplative tradition har altså været i kristendommen siden de tidligste asketikere, mens selve ordet for det de gjorde først blev dannet over tusind år senere for at beskrive deres mystiske praksis.
Mystikken i kristendommen er den erfaringsbaserede virkeliggørelse af teologien. Hvor teologien taler om Gud, så oplever mystikeren Gud. På den måde går de to på en måde hånd i hånd. Den ene med tanken og den anden med erfaringen. Mystikken har dog et rygte der varierer alt efter hvem man spørger.
Mystikken var særdeles aktiv i middelalderen og som et katolsk modsvar på reformationen. Her fandtes verdensberømte mystikere som Meister Eckhart og Teresa af Avila. De oplevede, og skrev om hvad de oplevede, og udviklede en specifik genre indenfor kristen teologi kaldet den mystiske teologi.
Mystikken er i sin essens oplevelsen af guddommelige virkeligheder i dette liv herunder forenelsen med Gud. Derfor er mystikken først og fremmest en erfaring og ikke en teologi, selvom at oplevelsen godt kan føre til teologi.
Mystikken er ikke noget nyt - som beskrevet ovenover er selve ordet en nydannelse - men det ordet mystik refererer til har muligvis altid været med menneskeheden. Også før kristendommen har vi mystik i jødedommen og i det Gamle Testamente. Når eksempelvis Moses taler med Gud gennem den brændende busk har vi at gøre med mystik.
Mystikken er altså ikke forbeholdt kristendommen alene - faktisk har de fleste store verdensreligioner en mystik i sig. Hvad målet for mystikken er varierer dog efter troen, men det er altid transcendensen af den mundane bevidsthedstilstand og en erfaring af en virkelighed der er større og/eller mere virkelig end dagligdagens bevidsthed.
I kristendommen er mystikken særligt orienteret mod den direkte erfaring af Gud. Jesus Kristus lovede os Helligånden, og når Helligånden kommer over os, har vi denne erfaring af guddommen.
"I det tredivte år på den femte dag i den fjerde måned, mens jeg var blandt de landflygtige ved floden Kebar, åbnede himlen sig, og jeg så guddomssyner."
"De har været grundlæggende. En religion uden mystikere er en filosofi."
"Der findes en erkendelsesmåde, som står over intellektet – en guddommelig vanvid."
Mystikken har måske aldrig været mere relevant end i dag. Mystikken står som et kontrapunkt til dogmatikken, der hvor erfaringen slår tankens kraft og hvor troen bliver oplevet. Det moderne menneske ønsker sig erfaring, og det kan mystikken give dem. Fremtidens religion er mystisk og kontemplativ.
← Tilbage til ordbogen