Ørkenfædrene og deres baggrund: Rødderne til den kristne ørkenbevægelse

Ørkenfædrenes radikale verdensfornægtelse

Jesus Kristi lære opfordrer til en radikal omvendelse fra de værdier, som kendetegner ikke blot den gamle verden, som Jesus Kristus befandt sig i, men også vores verden i dag. For der er en direkte sammenhæng mellem, hvad verden tilbad dengang, og hvad vi tilbeder i vore dages civilisation. Som dengang, således også i dag. Der er intet nyt under solen. Vi tilbeder penge og ejendom. Vi tilbeder sex og magt. Vi tilbeder nydelse i forskellige former såsom mad og velvære. Vi tilbeder det ungdommelige. Det populære. Vi tilbeder kendte og magtfulde mennesker. Vi tilbeder egoet og kroppen. Vi tilbeder krig og erobring. Og død og ødelæggelse. Alt det tilbad de dengang, og vi tilbeder det samme i dag. Men som Jesus lærer os, så er Guds rige ikke af denne verden – eller som denne verden.

Jesus lærer os, at vi skal fjerne os fra verden. Han lærer, at vi ikke skal binde os til materielle ting, men i stedet sælge alt, hvad vi ejer, og give det til de fattige. Han lærer os, at rige mennesker kun meget vanskeligt kan komme ind i Guds rige – det rige, som han kom på jorden for at forkynde. Han lærer os, at vi skal opgive vores verdslige liv og tilknytning til denne verden og dens værdier, og i stedet fokusere på det åndelige liv og det guddommelige. Det, som ikke er af denne verden, men som er over den.

Hvilket bedre sted er der at gøre det end i en ørken langt væk fra alt det, der binder os til det, der er forgængeligt – forkasteligt? Ude i ørkenen smelter solens stråler det overflødige væk – ligesom guddommen tager bolig i sjælen og forvandler det faldne selv til en hybridskabning. En sjæl forenet med det guddommelige. Sjæl og guddom i forening med hinanden.

”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” (Mark 8,34)

Måske var det tanker som disse, der inspirerede de første kristne, der forlod datidens samfund for at bosætte sig i Egyptens ørken. Langt væk fra alting – udover sandet og den rasende sol, der altid var at se og mærke over dem. På samme måde som det guddommelige stråler ind i denne verden fra et sted over os.

Askese og ørkenvandring i Bibelen

Men det var ikke nødvendigvis nye tanker, der drev dem ud i ørkenen. Askese, som ørkenfædrene praktiserede, har dybe rødder i Bibelens hellige skrifter og for dem, det vedkom. Ørkenen var fra begyndelsen helt central for israelitterne. Ørkenen var den evige baggrund for deres eksistens. En virkelighed, der altid var med dem.

Ikke sjældent gik de ud af byerne for at tage bolig i ørkenen. Eller de vandrede gennem den endeløse ørken foran Guds ansigt. Mange gange var det Gud selv, der sendte dem ud i eller gennem ørkenen, som eksempelvis israelitternes ørkenvandring i fyrre år i Egyptens ørken, efter Moses befriede dem fra deres trældom hos egypterne, og før de fik lov at indtage deres land i Kana’an.

Det var ikke tilfældigt, at de skulle vandre og bo i ørkenen i så lang tid. I fyrre år. Havde det bare været et spørgsmål om, at de skulle rejse fra Egypten til det forjættede land, ville det have taget betydeligt kortere tid. Ørkenen blev brugt af guddommen Jahve til at prøve og rense israelitterne, så de blev udholdende og vedholdende i deres tro over for Gud. Ørkenen rensede dem, så de kunne få et indblik i det evigt værende. De evige værdier og love – og ikke mindst den evigt eksisterende guddom.

”Kom i hu den lange vej, som Herren din Gud lod dig vandre i ørkenen i fyrre år … for at prøve dig og kende, hvad der var i dit hjerte.” (Femte Mosebog 8:2)

Det siges om Johannes Døberen, at han bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og at hans føde var græshopper og vildhonning. Det var vel næppe tilfældigt, at englen, der banede vejen for Herren (altså Johannes), også tog bolig i ørkenen og levede i det, vi i dag kalder for askese. Hvilket er en indre afbrænding af alt det, der er overflødigt – for at støde på det essentielle. Og hvad er det? Det er naturligvis det levende forhold til Gud. Ude i ørkenen erkender man det essentielle. Man kan se igennem det lag, der dækker virkeligheden, der er over os. Det er her, man kommer tæt på Gud. Jesus havde sine egne fyrre dage i ørkenen.

Måske var det denne tradition, der inspirerede ørkenfædrene, som praktiserede en radikal og ritualiseret form for askese. De gik ud i ørkenen for at være alene med Gud. For dér bedre at kunne høre Guds stemme, der talte til dem. For at vikle sig ud af et samfund, der forhindrede dem i at kunne tilbede og se og opleve deres guddom klart og tydeligt. Ude i ørkenen var der kun Gud. Og således blev det tomme rum, som ørkenen gav dem, fyldt op med det guddommelige – noget de praktiserede i deres sjæle også.

De prøvede at gøre sig selv tomme. Som et bæger uden vand. Der – når alt det forgængelige indhold var borte – kunne blive fyldt op med den evige guddom. De øvede sig på at blive så uafhængige af kroppens lidenskaber, som de kunne – for derved at skære det bånd over, som holdt dem i denne materielle og dekadente verden. Alt sammen for at kunne se Gud klart. For at nærme sig Gud så radikalt, som det er muligt, mens man stadig er i live.

At flygte fra dekadence og en civilisation i opløsning

Samfundet under de første ørkenfædre var enormt splittet. Egypten, hvor de første ørkenfædre kom fra, var et af de rigeste områder i datidens romerske civilisation. Der var fyldt med byliv, handel og luksus, hvilket måske har været en af grundene til, at ørkenbevægelsen begyndte dér. Ørkenfædrene har måske oplevet Egyptens kultur som problematisk for deres tro. Det er svært at være verdensfornægter, når man bor klods op ad rigdom og overdådig luksus. Men Egypten var også hjemland for en mægtig og kompromisløs ørken. Måske fandt de ud af, at de bedre kunne følge evangeliets formaning om at skille sig ud fra verdenen, hvis de bosatte sig alene eller i små grupper ude i denne ørken.

Samtidig var Romerriget plaget af politisk uro og ustabilitet. Det gamle og mægtige Romerrige var i et pludseligt og hurtigt forfald. Ikke kun politisk, men også etisk og moralsk. Tingene ændrede sig hurtigt, og der opstod stor korruption, større skel mellem rig og fattig, vold og mord blev mere almindelige, seksuel immoralitet og kynisme blev hverdag. Det var under denne tid, at Romerriget var på kanten til at blive splittet til et østligt og vestligt rige. Romerriget blev skåret midt over! Men ørkenen kendte absolut intet til disse forstyrrelser. Hvis man bosatte sig i ørkenen, kunne man finde en stabilitet, som der ikke var i byerne. Så ørkenen blev til et sted, hvor man kunne finde fred i sindet. Hvor man kunne være tryg i ansigtet af enorme politiske forstyrrelser.

Ørkenfædrenes bevægelse var også dobbelt – de gik fra at opleve intense forfølgelser til, at kristendommen blev statsreligion i Romerriget, og forfølgelsen derved stoppede. Men det har netop haft en dobbeltbetydning for ørkenfædrene. Da de levede under forfølgelse, flygtede de ud i ørkenen for at undgå forfølgelsen, men da kristendommen blev statsreligion, oplevede mange, at saltet mistede sin kraft. Kristendommen blev institutionaliseret og normaliseret, og Jesus Kristi radikale budskaber blev derfor også udvandet. Derfor flygtede de denne gang bort fra en religion, som var blevet optaget af den samme magt, der før havde forfulgt dem, og derfor havde mistet noget af sig selv. Ude i ørkenen kunne de leve evangeliet, som det er. Radikalt og uden kompromis.

"... I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker." (Mattæus 5:13)

Derfor har der ikke kun været én grund til, at ørkenbevægelsen opstod. Der har været et hav af grunde. Religiøse og politiske. Personlige og kulturelle. Men faktum er, at ørkenbevægelsen har haft en afgørende indflydelse på kristendommen. De blev indbegrebet af verdensfornægtelse og visdom, og inspirerede munkevæsenet, som har været – og stadig er – centralt for en stor del af kristendommens historie, teologi, praksis og kultur.

Jeg mener, vi som troende kan lære noget af dem i dag. På mange måder lever vi i en tid, der minder om deres. Kapitalisme og konsumerisme har gjort brands og ejendele mere levende og betydningsfulde end virkeligheden selv. Vi er defineret af det, vi ejer. Uden den rigtige ejendom er vi ikke længere virkelige.

Ørkenfædrene kan vise os, at der er noget, der er mere virkeligt og betydningsfuldt end altid at ønske sig et større forbrug. Flere penge og flere ejendele. Vi har bygget vores samfund op, så at hvis væksten stopper bare et enkelt år, så bryder samfundet sammen. Men ørkenfædrene viste os, at vi slet ikke behøver eje så meget. Vi kan leve mere enkelt. Med få ejendele. Og selvom vi intet ejer, så kan vi alligevel finde noget, der er uendeligt mere værdifuldt end alle ejendomme tilsammen.